I 2003 fik Danmark for første gang nogensinde besøg af europatouren, da der i Simon’s Golf Club i Nordsjælland blev afviklet Nordic Open. Desværre blev det en engangsfornøjelse, da turneringens arrangører blev ramt af et millionunderskud og efterfølgende gik konkurs.
Der skulle gå 11 år, inden der igen blev spillet golf fra øverste hylde på dansk jord. Denne gang hed turneringen Made in Denmark – med dynekongen Lars Larsen som en af de primære økonomiske bagmænd.
Turneringen blev i de første fire år afviklet på den Lars Larsen-ejede bane i Himmerland Golf & Spa Resort og har siden starten været en stor succes med en god blanding af topgolf og folkefest. Det korte 17. hul, der også går under navnet Himmerland Hill, har sågar opnået international berømmelse for den fantastiske stemning, som de tusindvis af mennesker på bakken bag hullet har været med til at skabe.
Indtil videre har der kun været udenlandske vindere af Made in Denmark, men det kan der muligvis laves om på i 2018, hvor turneringen skal spilles i Lars Larsens hjemby Silkeborg. Folkene bag Made in Denmark valgte at flytte turneringen hertil efter længerevarende stridigheder med Region Nordjylland om sponsorkroner.