For udenforstående kan golf være en svær størrelse at komme ind på livet af. Sporten er fuld af mærkelige ord og vendinger, som ikke giver den fjerneste mening, med mindre man selv spiller det.
Er du golfspiller, kender du naturligvis betydningen af langt de fleste ord, men er du ikke helt inde i golfsproget, kommer her en “Golfordbog for Dummies”:
Bag
Taske, som bruges til at transportere bolde, køller, bolde og andre hjælpemidler, som bruges på en golfrunde.
Bunker
Betegnelsen for en sandfyldt fordybning på golfbanen.
Caddie
En hjælper og bærer af køller. Ordet caddie stammer fra det franske ord cadet, som var de militærfolk, der bar Dronning Mary Stuarts køller, da hun introducerede spillet i Frankrig.
Handicap
Det antal ekstra slag, som spilleren får tildelt på banen afhængig af niveau. Det betyder, at man kan som nybegynder kan spille mod en professionel og stadig have en ligeværdig dyst.
Par
Hullets idealscore. Hullernes par er enten 3, 4 eller 5 (og i sjældne tilfælde 6) og indikerer det antal slag, som bolden skal i hul på, hvis man er en rigtig god golfspiller.
Bogey
Et slag over hullets par. Eksempelvis fem slag på et par 4-hul.
Dobbeltbogey
To slag over hullets par.
Birdie
Et slag under hullets par. Eksempelvis to slag på et par 3-hul.
Putt
Slaget som bruges på (eller evt. lige uden for) den tætklippede green, når bolden skal i hul.
Hole-in-one
Et af de få ord, der giver mening. Som navnet antyder er det, når bolden sendes i hul med ét slag.
Driver
Den største kølle, og den som bruges, når der skal slås så langt som muligt. Kaldes også “Wood nr. 1”.
Drive
Det første slag på et hul.
Out of bounds
Angiver et areal, som befinder sig uden for banen, og hvorfra bolden ikke må spilles. Området markeres med hvide pæle, og det koster et straffeslag, hvis man slår bolden out of bounds.
Carry
Er betegnelsen for den længde, som bolden er i luften, før den rammer jorden første gang.
Dimples
Golfboldens små fordybninger, der gør, at den flyver både lige og længere.
Kanin
En nybegynder i golf
Duffer
En duffer er en spiller, der slår mange dårlige slag
Fairway
Den del af banen, som er “normalt” klippet. Her vil man gerne ligge efter førsteslaget.
Green
Den meget tætklippede del af banen, hvor flaget og hullet er placeret. Her bruger man putteren.
Greenfee
Det beløb, man som gæstespiller betaler for at spille på fremmede baner.
Slice
Et slag, der kurver fra venstre mod højre (hvis man er højrehåndsspiller)
Hook
Et slag, der kurver fra højre mod venstre (hvis man er højrehåndsspiller)
19. hul
En golfbane har typisk 18 huller, men 19. hul bruges ofte som betegnelsen for klubhuset – eller baren i klubhuset.
Bliv klogere på flere udtryk her.