Hvordan kommer man i gang?

Uanset hvor du bor i Danmark, har du med garanti ikke langt til en golfklub.

Og det behøver ikke være så dyrt at komme i sving – bogstaveligt talt. Der findes masser af muligheder for at låne udstyr, ligesom mange klubber tilbyder gratis prøvemedlemskaber.

I de fleste klubber er der begyndertræning, ligesom der findes “kaninmatcher” og mentorer, som hjælper de nye spillere i gang, så de kan blive flyvefærdige og få et såkaldt golfkørekort.

Ud over de praktiske egenskaber, skal man også sætte sig ind i reglerne og klare en teoriprøve, før man er helt flyvefærdig.

Der findes dog også masser af pay & play-baner rundt omkring, hvor man kan prøve sporten af uden at skulle bekymre sig om teori og tilladelser til at spille på banen. Og en lang række af klubber i Danmark holder åbent hus og er med i den landsdækkende Golfens Dag.

Når du først har fundet ud af, at golf er noget for dig, kan det anbefales at tage nogle lektioner hos den lokale træner (eller pro, som det hedder golfsporten). Det er som regel godt givet ud, og fornøjelsen ved at spille golf øges kun i takt med, at du bliver bedre.

Som man siger i golf: Jo mere du træner, jo heldigere bliver du.