Hvem startede egentlig det hele?

Hvem var det egentlig, der opfandt golf? Der er efterhånden en del forskellige bud på, hvem der skabte grundlaget for det gamle spil med køller og bolde. Her tager vi et kig på de mest udbredte teorier.

Grækenland

Den teori, som nyder mindst opbakning fra eksperterne, stammer fra Grækenland. De gamle grækere som bekendt var først med mange ting, og der er også fundet udskæringer fra 600 år f.Kr., som viser en gruppe mennesker i færd med at spille med køller og bold. Angiveligt var det en forløber for en række sportsgrene som hockey, ishockey – og muligvis også golf.

Kina

Kineserne opfandt både krudtet og paraplyen, og man mener nu også at have fundet beviser på, at Riget i Midten også var først med golfspillet. På et maleri fra Ming-dynastiets tid ser man et medlem af kejserens hof svinge med noget, der minder om en kølle til en bold mod det, der ligner et hul. Billedet beviser angiveligt, at kineserne så tidligt som i 1368 fornøjede sig med spillet “chuiwan”, der ganske enkelt betyder “slå bolden”.

Holland

Eller er det hollænderne, der kan tage æren? I hvert fald er der flere optegnelser fra 1200-tallet, som tyder på, at man i Holland fornøjede sig med spillet “Colf”. Et spil, som blev dyrket med en kølle og en læderbold – og hvor formålet også gik ud på at sende bolden i et hul flere hundrede meter væk. En del eksperter hælder til teorien om, at “Colf” var forløberen for den form for golf, som senere fandt udbredelse i Skotland.

Skotland

Og så er der jo selvfølgelig Skotland. Skotterne har muligvis fået inspiration andre steder fra – men i dag er der bred konsensus om, at skotterne har opfundet den form for golf, som kendes i dag. Der findes optegnelser i bøgerne fra 1457, hvor den skotske Kong James II blev nødsaget til at forbyde spillet, fordi englænderne truede med at angribe deres nordlige nabo. Derfor skulle de skotske mænd i stedet træne med rigtige våben i stedet for at rende rundt og slå til en bold. Men golf var så populær, at kongens forbud i stort omfang blev ignoreret. Skotterne spillede bare videre, og i 1502 blev det så igen officielt tilladt at spille golf i Skotland.

Senere bredte golfsporten sig til hele Storbritannien og også kvinder fik smag for spillet. Ikke mindst takket være dronning Mary Stuart, der var den første kvinde, der kastede sig over køller og bold. Og det skulle hun muligvis aldrig have gjort. Få dage efter at Mary Stuarts mand blev halshugget i 1567, blev hun spottet på en golfbane, og den beslutning var ikke populær hos kirken. Mary Stuart blev selv halshugget i 1587 – men dog ikke udelukkende fordi hun havde formastet sig at spille golf i kølvandet på mandens død.

Inden Mary Stuart selv mistede hovedet, nåede hun at introducere golf i sit fødeland Frankrig, og dronningen har dermed en væsentlig andel i, at golfspillet også fik vinger på det europæiske fastland. Mary Stuart omtales ofte som “Skotlands dronning og golfens moder”.