Fra links til park

Der findes ikke to golfbaner, der er ens. Naturen, topografien og layoutet er forskellig fra bane til bane, men der findes dog typer af baner, som – enten helt eller delvist – kan puttes ind under den samme kategori. Her er et overblik over de mest almindelige betegnelser:

Links

Ligesom selve golfsporten har linksbanerne rødder i Skotland. Denne type bane ligger typisk i sandet jord ved kysterne og har det fællestræk, at banen er opbygget efter områdets egen natur – det vil sige uden unødig indblanding fra maskiner. Links karakteriseres derfor ofte med knoldede og ujævne fairways, tyk rough og små dybe bunkers – også kaldet potbunkers. Derudover er der sjældent mange træer, og en runde på en linksbane præges på grund af beliggenheden ofte af kraftig vind, som er med til at øge sværhedsgraden betydeligt. Linksbanerne findes i dag primært i Storbritannien, hvor en af verdens mest berømte baner St. Andrews Old Course er et klassisk eksempel på en linksbane. Men også i USA og andre steder i Europa findes der såkaldt ægte linksbaner. I Danmark findes den eneste reelle linksbanepå Fanø.

Der er noget “Rolls Royce” over en rigtig linksbane, og mange baner har derfor gennem tiden brugt – og misbrugt – begrebet links i navnet for at give netop deres anlæg et mere eksklusivt præg.

Park- og skovbaner

Parkbaner findes typisk inde i landet og består af fairways og mange træer, buske og vand i form af søer eller vandløb. I Danmark er parkbaner meget udbredt. Skovbaner kan defineres ved at hullerne – eller de fleste af dem – skærer sig gennem skoven. I Danmark er Holstebro og Silkeborg gode eksempler på Skovbaner, mens en bane som Køge er en klassisk parkbane.

Seaside

Som navnet antyder er der her tale om bane, som ligger i nærhed af vandet – men som dog kan have mere tilfælles med en parkbane end en linksbane.

Ørkenbaner

I amerikanske stater som Arizona og i Mellemøsten kan man støde på en del ørkenbaner. De fremstår tydeligst, når man ser dem fra luften, hvor de grønne fairways ligner små slangelignende oaser i det ellers tørre og ufrugtbare landskab.

Det kan dog være svært at sætte en etiket på den enkelte bane, da mange baner ofte er en kombination af flere forskellige typer – som f.eks. skov- og seaside.